Gründl Haahr

Tornhøj - natur og byområde

TYPE: Bebyggelses og landskabsplan, kulturarv, boliger, almene boliger
STED: Jyllinge, Danmark
ÅR: 2023- igangværende
KLIENT: Grundejer, Søtoften ApS, Boligselskabet Sjælland
SAMARBEJDE: Cornelius Vöge
 
 

Projektet for Tornhøj skaber en helstøbt udvikling af et nyt natur- og boligområde, der forbinder Jyllinge til det omkringliggende landskab og tilføjer blandede boligformer i de enkelte landsbyklynger.

Udviklingen af Tornhøj tager afsæt i den særlige historie som området rummer, hvor der fra den tidlige stenalder har det været bosætninger omkring Roskilde Fjord og i landskabet omkring Tornhøj, der er navngivet efter den nu overpløjede gavnhøj. Området er derfor rigt på fortidsminder i form af stendysser, jættestuer og gravhøje. Højene står som uforanderlige monumenter i landskabet og har været motiv for både billedkunsten og lyrikken, der har søgt at indfange og skildre det særlige ved de gamle høje og stederne der omgiver dem. Disse skildringer er idag blevet en del af vores fælles identitet, kulturarv og selvforståelse.

Johannes V. Jensen indfanger det på bedste vis i hans digt fra 1925 ”Hvor smiler fager den danske kyst”

        Der driver høduft med krydret vind.

        Igennem engen en å sig slynger. 

        Og lærken ringer skærsommer ind,

        mens vilde blomster ved grøften gynger.

        Gravhøje kroner

        det grønne land.

        Hvor skønt fortoner

        sig sø og strand!


Det er denne ånd; landskabet, historien og den rige natur, der skal præge udvikling af Tornhøj. Vejen smyger sig igennem en bakkedal og boligerne ligger på fem plateauer mellem nye lunde af skov, enge og overdrev. Bebyggelserne en inspireret af jernalderens landsbyklynger med de indre landsbyforter. De rummer blandede boligtyper med almene boliger, små boliger, bofællesskaber, fælleshuse osv., der supplerer Jyllinges mange parcelhuse og giver plads til alle generationer. I Tornhøj inviteres fællesskabet og naturen ind, og der åbnes for nye møder og naturoplevelser i Skjoldungernes land.