Fem strategier samtænker hvor tids store udfordringer i en holistisk løsningsmodel, hvor der anvises stærke strukturelle, organisatoriske og økonomiske retningslinjer for en bæredygtig udvikling af fremtidens hovedstadsområde:
1. Dobbeltudnyt arealer og samtænk investeringer
2. Styrk biodiversiteten i blå-grønne kiler og understøt rekreativ natur
3. Understøt Kompaktbystrategi og Stationsnærhedsprincip
4. Transformer og omdan eksisterende by- og infrastruktur
5. fælles håndslag i Regionalt Partnerskab
Der er kamp om arealerne! – Derfor skal der planlægges på tværs af kommunegrænser og sikres de rette organisatoriske rammer for udviklingen af omegnskommunerne og ydrekommunerne. Vores vision for Fingerplan 2.0 kommer med løsningsmodeller for en række vigtige temaer.
Den sundhedsskadelige VEJSTØJ reduceres markant! BYGGESTOP på barmarksarealer! Fremtidig BYUDVIKLING skal koncentreres indenfor eksisterende byområder! Det STATIONSNÆRE FORTÆTNINGSPRINCIP styrkes! Det åbne land friholdes for nybyggeri, så der bliver plads til en mere BIODIVERS OG SAMMENHÆNGENDE NATUR!
Vi foreslår at omegnskommunerne skal gå sammen i et regionalt partnerskab og etablere arealudviklingsselskabet ”BY&LAND” sammen med staten, Vejdirektoratet og regionerne. Fremfor at konkurrere indbyrdes om de private investeringer, bør kommunerne stå sammen og udnytte markedskræfterne til at løse nogle af de samfundsmæssige problemstillinger der kun kan håndteres i fællesskab; såsom støj fra motorvejene, manglen på sammenhængende vild natur samt klima- og biodiversitetskrisen.