Ombygningen giver nyt liv til villaen og bevarer samtidig dets særlige identitet og karakter fra 1960’erne. Husets planløsning er omdisponeret og indrettet til en moderne og funktionel familiebolig med plads til aktiv families behov.
Det oprindelig køkken er åbnet op til stuen og danner et samlet alrum, hvor det nye køkken står som et mørkere og stemningsfuldt rum i rummet. Der er indlagt en ny I-bjælke og sat et stort ovenlys ind, der fylder boligen med dagslys. Det tidligere fyrrum og bryggers er sammenlagt til et nyt flerfunktionelt rum, med plads til hjemmearbejde, leg og en hyggekrog. Rummet kan fleksibelt lukkes eller åbnes mod alrummet alt efter familiens behov og brug af boligen. Mod nord er der forberedt til en tilbygning, der kan give plads til et nyt soveværelse i takt med at familiens behov forandres.
Boligen er indrettet kompakt og rummer en stærk atmosfære med nye materialer der spiller sammen med det originale træloft og de oprindelige døre. Gennem enkle greb er samspillet mellem boligens rum forbedret. Dagslyset er trukket ind. Og der er arbejdet med stofligheden i mødet mellem nyt og gammelt.